2222/1111-2222

Hvordan skal man forholde sig til sine investeringer netop nu? Her er 6 gode råd til dig, der investerer.

1. Kend din risikoprofil
Kan du sove godt om natten, selv om aktierne falder 20 procent? Eller har du det bedst med små udsving, selv om det måske betyder mindre afkast? Det er vigtigt, at du kender din risikoprofil, inden du investerer. Den afhænger blandt andet også af din investeringshorisont: Jo længere investeringshorisont, jo mere risiko kan du som udgangspunkt tillade dig at tage.
2. Hav spredning i porteføljen
Det er ikke kun i krisetider, at jeg anbefaler at have en god spredning i porteføljen, så du sikrer dig det mest stabile afkast. Det anbefaler jeg altid. En god spredning vil sige, at der både skal være aktier og obligationer i porteføljen, og at der skal være forskellige typer aktier og obligationer fra forskellige sektorer og geografiske områder. En god spredning kan f.eks. opnås ved at investere i fonde.
3. Tænk langsigtet
Tid er en af de vigtigste faktorer, når du investerer. Det er svært at time markedet; altså at købe, når det er billigst, og derefter sælge, når det er dyrest. Men investerer du til gengæld et fast beløb i aktier med fornuftig risikospredning hver måned i f.eks. 25 år, så vil tiden – og naturligvis kursudviklingen – sikre dig et godt afkast. Selvfølgelig gør timingen en forskel, men den bliver mindre vigtig, når du tænker langsigtet.
4. Hav en defensiv tilgang
Nogle aktier påvirkes meget af økonomiske op- og nedture, og andre mindre. De mindst påvirkelige kaldes for defensive aktier, og i øjeblikket (oktober 2022) anbefaler jeg en defensiv tilgang, hvor man har en overvægt af aktier fra defensive sektorer som sundhed, forsyning og stabilt forbrug (f.eks. drikkevarer, mad og husholdningsprodukter). En god defensiv tilgang kan opnås igennem fonde.
Inden for obligationer anbefaler jeg også de mere sikre obligationstyper som f.eks. danske stats- realkreditobligationer.
5. Stil dig ikke ud på sidelinjen
Hvis du er langsigtet investor, skal du huske på, at selv om markedet går op og ned, så har aktier de seneste 100 år givet næsten 7 procent i gennemsnitligt årligt afkast. Der er selvfølgelig ingen garanti for fremtiden, men historien peger altså på, at det på lang sigt er rigtig godt at have aktier i sin portefølje.
Derfor anbefaler jeg heller aldrig, at man sælger alt og stiller sig helt ud på sidelinjen. Det kan være svært at komme ind igen på det rigtige tidspunkt, og man kan ende med at skulle vælge mellem at købe dyrere, end man solgte, eller blive ude på sidelinjen.
6. Forstå, at 2022 har været alt andet end normalt
Rentestigningen efter en lang periode med negative renter har været ekstrem. Det har medført det største tab for amerikanske obligationer siden 1788. De højere (mere normale) renter betyder, at det fremadrettet er blevet mere attraktivt at investere i obligationer.
Det er også meget usædvanligt, at både aktier og obligationer er faldet så meget. Det mest normale er, at obligationer stiger i kurs, når aktierne falder.
Så selvom den seneste tids udvikling på de økonomiske markeder med rette kan vække bekymring, er det værd at huske på, at det også har været helt usædvanligt, og at vi må forvente at vende tilbage til mere normale tilstande.
Har du spørgsmål til dine investering, så er du meget velkommen til at kontakte mig.

RELATEREDE NYHEDER

crossmenu linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram