08/06/2020

Loftet på aktiesparekontoen forhøjes til 100.000 kr.

Loftet på aktiesparekontoen forhøjes til 100.000 kr.

Fra den 1. juli kan du investere næsten dobbelt så mange penge som tidligere via aktiesparekontoen. Den store fordel er en beskatning på kun 17 % af dit afkast. Det betyder minimum 10 % lavere beskatning af dit afkast end ellers.

Der er indtil videre ikke så mange danskere, som har benyttet sig af muligheden for at oprette en aktiesparekonto, hvor man kan nøjes med at betale 17 % skat af afkastet i stedet for 27 % eller 42 % som vanligt.

Men nu kan ordningen blive mere interessant for langt flere danskere. Indtil i dag har man nemlig kun kunnet investere 51.100 kr. via denne fordelagtige ordning. Men som sagt, så forhøjes loftet til 100.000 kr. den 1. juli. Det vil helt sikkert få flere danskere ud af starthullerne og give eksisterende investorer en endnu større fordel.

Indtil i dag er der mange investorer, der synes, at det beløb man kunne investere samt det beløb, man har kunnet spare i forhold til beskatningen, har været for lille en besparelse til, at det ikke har været værd at gå efter. Men nu hvor loftet forhøjes til 100.000 kr., betyder det, at aktiesparekontoen bliver væsentlig mere fordelagtig og at flere danskere vil kigge på ordningen med fornyede briller.

Den helt store fordel ved aktiesparekontoen er, at man betaler minimum 10 pct. mindre i skat af afkastet, end man ellers ville gøre og så er det nemt at komme i gang:

Nogen synes, at aktiesparekontoen er lidt besværlig, men det er faktisk ret nemt, da det er pengeinstituttet, der klarer alt det administrative med at indberette til skat. Så man skal faktisk ikke gøre så meget andet end at bede om at få oprettet kontoen i sit pengeinstitut

Aktiesparekontoen beskattes efter det såkaldte lagerbeskatningsprincip, som mange vil kende fra deres pensionsopsparing. Her afregnes der hvert år skat, alt efter om ens investeringer er steget eller faldet i værdi i løbet af året.

Du kan få beløbet på din aktiesparekonto, lige når det passer dig og du kan hurtigere få flere penge ind på kontoen. Fleksibiliteten er dermed meget stor på aktiesparekontoen.

Efter den oprindelige plan fra 2018 skal loftet på aktiesparekontoen løftes med 50.000 kr. hvert år, indtil det rammer 250.000 kr. De årlige forhøjelser kræver dog, at der er samles politisk flertal for stigningen hvert år.

I første omgang hæves beløbsloftet nu den 1. juli til 100.000 kr., og herudover må man altid indsætte det beløb, der modsvarer den afkastskat, man har betalt i indeværende år. Nedenfor følger to eksempler - hvis du er i tvivl om, hvad du kan indsætte, kan du altid kontakte din rådgiver og få svaret.

Nyt loft fra den 1. juli: Hvor meget kan du indsætte på din eksisterende Aktiesparekonto?

  Eksempel 1 Eksempel 2
Indsat beløb i 2019 50.000 kr. 35.000 kr.
Afkast i 2019 +5.000 kr. -5.000 kr.
Værdi 31.12.2019 55.000 kr. 30.000 kr.
Betalt afkastskat i 2020 850 kr. (trukket fra kontoen) 0 kr. (tab gemmes til fremtidige gevinster)
Hvad må maksimalt indsættes i 2020 850+(100.000-55.000) = 45.850 kr. (100.000-30.000) = 70.000 kr.

 

RELATEREDE NYHEDER

crossmenu linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram